ALDER FOR TILRIDNING OG IBRUGTAGNING
Der mangler retningslinjer i hestesporten for, hvornår ungheste bør påbegynde træning. I væddeløb og westernridning starter træningen ofte allerede ved 2-årsalderen (Bailey, Reid et al., 1999). Tilhængere hævder, at tidlig træning forbedrer hestens modstandskraft mod konkurrencepres, men dette bygger på begrænsede sammenligninger og tager ikke højde for fordele ved senere opstart og naturlig motion. Statistikker viser, at mange væddeløbsheste forlader sporten tidligt på grund af skader, hvilket tyder på nedslidning ved for tidlig og intensiv brug.
Fokus på profit over holdbarhed
Mange ungheste i ridesporten oplever et tidligt pres for at præstere, ofte for at øge deres markedsværdi. Avlere og ejere forventer hurtige resultater, hvilket fører til træning, der ikke altid tager hensyn til den gradvise udvikling af sener, led og knogler, som er nødvendig for at bære en rytter og håndtere sportsmæssige belastninger.
​
Selvom heste kan se fysisk modne ud i en ung alder, er deres knogler endnu ikke fuldt udviklede. Vækstpladerne i rygsøjlen, som fusionerer sidst, er først færdigudviklet omkring 5,5-årsalderen (Haussler, 1999). For tidlig og intensiv træning kan derfor øge risikoen for skader og forkorte hestens karriere. En langsigtet træningsplan, der tilpasses hestens naturlige udvikling, kan sikre en sundere og mere holdbar atlet.