Under halvdelen af danske ryttere er ikke organiseret i
hestesport og manges primære grund til at have hest er selve
relationen til hesten og ikke sportslige præstationer. Nogle ryttere efterspørger stævner på et niveau og på en måde, hvor hestens adfærd og velfærd i langt højere grad tilgodeses .


Det arbejder vi på:

Lovændringer

HEF arbejder med at fremsætte et ændringsforslag til Fødevareministeriet omkring loven om hestehold. Loven er forældet og ikke i overensstemmelse med forskningen omkring hestens artsspecifikke adfærd og behov.

Uvildigt korps

Der bør oprettes et uvildigt korps til kontrol af hestevelfærd, der kan føre tilsyn ved stævner, kåringer, shows og træf. Ideelt set skal der også udføres stikprøver på ridecentre og i rideklubber for at sikre overholdelse af velfærdsstandarder.

Dyrlægekontrol ved Stævner

HEF ønsker, at der indføres dyrlægekontrol til alle stævner i en periode efterfulgt af stikprøvekontrol for at sikre hestenes sundhed og velfærd har første prioritet under konkurrencer. Det gør man i forvejen til alle distancestævner.

Mere uddannelse

Alle, der arbejder professionelt med heste, skal have adgang til uddannelser i adfærd og etik, med fokus på opdateret viden om smerte og stressmarkører. Dette vil sikre, at alle, der interagerer med heste, har den nødvendige viden til at vurdere hestenes trivsel

Certificering

Implementering af certificeringsordninger for hestepensioner, avlsstalde og rideskoler, inspireret af Dyrenes Beskyttelses model for "Frilandsgrisen". En tilsvarende ordning for frilandsheste vil fremme bedre levevilkår.

Genindføre oprindelige fordringer

HEF arbejder på at genindføre de gamle fordringer i dressur med opdaterede og korrekte billeder, og oplære dommerstaben samt beridere, så fokus igen rettes mod opfyldelsen af træningsskalaen.


Hurtig handling er nødvendigt!

Disse initiativer vil ikke kun forbedre hestevelfærden, men også skabe et mere ansvarligt og etisk grundlag for hestesporten som helhed. HEF opfordrer til hurtig handling for at sikre, at heste kan trives i deres miljø, under træning og konkurrence.

Foto : Crispin Johanneson

HEF repræsenterer en stemme, som ikke kommer fra sportens verden.